
Mai ville have valgt Alexander, men ombestemte sig: Det blev udslagsgivende

Petra Nagel har inviteret alle tilbageværende ”Bachelorette”-deltagere til en sandhedsmiddag.
Her får de alle sammen mulighed for at stille spørgsmål, som de ønsker ærlige svar på.

Op til middagen kunne Mai godt mærke, at der var en lidt mere intens stemning.
- Jeg var da nervøs for, hvad vi skulle have hevet op af hatten, og hvad drengene havde på hjertet. Vi kunne ikke regne stemningen og niveauet for spydigheder ud, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Selv om sandhedsmiddagen var presset, følte Mai egentlig, at fordi de alle sammen havde det godt sammen socialt, var det en mere behagelig oplevelse, end hun havde regnet med.
- Der var da en lidt presset stemning. Vi havde lært hinanden lidt bedre at kende, så der blev skabt et godt rum. Det er sjældent, at vi i programmet alle sammen er samlet og har en samtale, men det var overraskende komfortabelt. Det var tydeligt, vi havde det godt sammen. Det var rart, at det var rart at sidde der, og det var med til, at man turde åbne lidt op, fortæller hun.
Mai ender nemlig også med at åbne op, da hun bliver spurgt til, om hun har følelser for nogen af deltagerne.
- Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle sige det. Jeg var i tvivl om, om det ville gavne eller male fanden på væggen. Men jeg tror så også så snart, jeg havde sagt det, var jeg lettet, fortæller hun og uddyber:
- Det var vigtigt for mig, at de vidste, hvor jeg var. For nogen ville det lette et pres, fordi de ved, hvordan Alexander har det. Så nogen føler måske, at hvis jeg er der, hvor han er, er løbet kørt. Jeg havde brug for at sige, at jeg ikke er der, hvor han er, så de skal ikke give op. Det er lige så meget for at forsikre de andre om, at de har en chance.
- Det var også at forventningsafstemme med Alex. På en eller anden måde at sige: Det er helt okay, du har det, som du har det, men jeg er ikke der endnu. Det var en begyndelse fra min side til, at vi lige skulle have snakket om det, tilføjer Mai.
Efter alle spørgsmål er blevet stillet til sandhedsmiddagen, får Emma og Mai mulighed for at vælge én, der skal med på en date.
I en sync i programmet afslører Mai, at hun egentlig havde tænkt på at vælge Alexander, men hun ombestemmer sig. Dilemmaet stod hun med i en kort pause mellem optagelser.
- Det ser man ikke i programmet. Vi har fem minutter mellem at vi får at vide, vi skal vælge én, til vi skal vælge én. Der kan vi lige tænke over det. Jeg er meget berørt af det, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg bliver mindet om, jeg skal gøre det, der er bedst for mig. Det er hårdt, fordi jeg forestiller mig, at Alex gerne ville tale om det svar, han har fået, og at han ikke ville tage det helt godt. Det får jeg en lille snak med produktionen om. De er gode til at huske os på, at vi er der for vores egen kærlighed, fortæller Mai.
Det, der skete til sandhedsmiddagen, er én grund til, at Mai vælger ikke at invitere Alexander med på daten.
- Jeg tror ikke, at jeg regnede med, jeg skulle sidde og fortælle, jeg ikke havde følelser for nogen. Jeg vidste godt, det ville blive en hård seance, hvis jeg valgte Alexander, fordi han nok ikke var i det bedste humør efter mit svar. Jeg tror egentlig, det var en blanding af det her med, hvor rørt jeg selv bliver over det og det pres, jeg pludselig føler, fortæller hun.
Men én anden grund er, at hun gerne ville på en date, der foregik om aftenen med Frederik. Samtidig har han tidligere vist, at han kan håndtere situationer, hvor Mai er i sine følelsers vold.
- Jeg havde også tænkt, at Frederik skulle på date, hvor det blev i en aften-setting. Både hundedaten og forældredate på nær at vi spillede padel om aftenen kun var foregået om dagen. Jeg havde behov for at se Frederik an i aften-setting. Han er den, der har kunnet håndtere, når jeg fik tårer i øjnene. Han kan lade mig være i det, og jeg havde brug for den tryghed på det tidspunkt, fortæller hun.
