
Mette Frederiksen er blevet fuldstændig bidt af det: Kan slet ikke få nok

At være statsminister er et krævende job, og familiens støtte er med til, at 47-årige Mette Frederiksen kan holde sig i topform både mentalt og fysisk.
- Jeg har giftet mig godt. Jeg har en god mand, og som de fleste andre gør, så lader jeg op sammen med venner og familie. Jeg træner også og kan godt lide at bruge min krop, fortæller Mette Frederiksen til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Mine børn var relativt små, da jeg blev formand, og er blevet voksne og store nu, så det, der er kommet til, er faktisk, at der er blevet mere tid til, at jeg kan lave nogle ting selv.
Danmarks statsminister afslører, at hun har fundet en hobby, som hun er blevet helt bidt af.

Den smule fritid, hun har, bliver nemlig brugt på at være kreativ.
- Min nye hobby er at finde gamle ting, som andre har kasseret, og sætte dem i stand. Det, synes jeg, er skidesjovt, udbryder en begejstret Mette Frederiksen og tilføjer:
- Jeg har ikke så meget tid i hverdagene, men nogle gange i weekenderne. Jeg tror, det er godt for os mennesker at lave noget, der ikke kun foregår inde i hovedet, men også kommer mere ned i kroppen.

Der er altså lidt af en gør-det-selv kvinde gemt i Mette Frederiksen!

I BILLED-BLADET nr. 26, der var på gaden torsdag den 26. juni, kan du læse et personligt interview med Mette Frederiksen, hvor hun ser tilbage på de sidste 10 år som formand.
