
Langt fra hinanden politisk: Uffe Elbæk overrasker med familiær relation til Lars Løkke Rasmussen

Den tidligere Alternativet leder Uffe Elbæk og Udenrigsminister fra Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, har altid befundet sig langt fra hinanden politisk.

Når de to har sust rundt på Christiansborgs gange eller stemt i Folketingssalen, har de sjældent haft samme udgangspunkt. Alligevel viser det sig, at de to har mere til fælles end først antaget.
Det afslørede Uffe Elbæk, da han lørdag gæstede P1-programmet ”Svingdøren”.
- Det viser jeg, at jeg er grandfætter med Lars Løkke. I slutningen af marts måned, der får jeg en SMS fra min kusine, som fortæller mig om en familierelation, der også sætter en politisk relation i et helt nyt lys. Det viser sig, at jeg er grandfætter med Lars Løkke. Jeg var ved at vælte bagover af grin. Det var dog det mest vanvittig, jeg har hørt længe, fortæller Uffe Elbæk i programmet, hvorefter han uddyber relationen.
I programmet forklarer Uffe Elbæk, at det af et stamtræ fremgår, at Uffe Elbæks morfars bror var gift med Lars Løkke Rasmussens farmors søster.
Selv om det umiddelbart - efter en klassisk definition af slægtskabet mellem en grandfætter eller en grandkusine - ikke gør Uffe Elbæk og Lars Løkke Rasmussen til grandfætre, så har de alligevel en familiær relation.

Uffe Elbæk sætter i programmet selv ord på, hvor sjovt og vanvittigt det er, at han og Lars Løkke Rasmussen har arbejdet sammen i tolv år, uden at være vidende om deres familiære relation, om end den er langt ude i slægten.