
Da Merete Mærkedahl fik opkaldet, måtte hun have hjælp af kæresten: Jeg var virkelig nervøs

Merete Mærkedahl har flere gange parodieret statsministeren i Cirkusrevyen, og hun tog fusen på Mette Frederiksen, da hun dukkede op til hendes 10-års jubilæums reception i Valby.
Her var ”Badehotellet”-stjernen og revyskuespilleren nemlig klædt ud som netop Mette Frederiksen.
På scenen takkede den falske Mette Frederiksen den rigtige statsminister for, at hun var en god AI-kopi og fik hende med op på scenen, hvor de side om side sang ”Sådan nogen som os har jo brug for en formand”.

Efterfølgende afslørede Merete Mærkedahl, at hun havde fået hjælp af et elsket familiemedlem til at få den morsomme sketch til at sidde lige i skabet.
- Der var et vers fra Cirkusrevyen fra 2021, der hedder ”Et stykke med makrel”. Men resten har jeg og min kæreste faktisk skrevet sammen. Så det var nyt materiale, fortalte Merete Mærkedahl med et smil til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Det har været vildt svært, og jeg har også været virkelig nervøs i dag. Men det virkede, som om Mette Frederiksen blev glad. Der har også været mange henne ved mig og sige, at de var rigtig glade for det.

Skuespilleren kunne ånde lettet op efter den vellykkede optræden, som i den grad fik publikum og statsministeren til at lette på smilebåndet.
- Jeg var meget stolt, da de ringede fra Socialdemokratiet og spurgte, om jeg ville optræde. Det må virkelig være et blåstempl af, at de synes, jeg ligner hende, og det var skidesjovt, udbrød en begejstret Merete Mærkedahl.

