
Overraskede med besøg i Nigeria: Nu sætter dronning Mary ord på

Her til morgen kom en ganske overraskende nyhed fra kongehuset.
Dronning Mary havde den 24. og 25. juni været på officielt besøg i Nigeria.
Besøget havde blandt andet fokus på dansk-nigeriansk samarbejde inden for erhverv, kultur og sundhed.

Nu har dronning Mary så sat ord på besøget, og her lægger hun især vægt på ét emne, der har fyldt meget for hende i årevis.
På kongehusets Instagram skriver hun:
- I næsten to årtier har jeg fulgt den globale udvikling inden for mødredødelighed.
- På trods af et globalt fald i mødredødeligheden siden år 2000 er fremskridtene aftaget, og flere globale kriser truer nu med at vende udviklingen.
- Hvert andet minut dør en kvinde af årsager relateret til graviditet eller fødsel. Hvert fjortende sekund lider en nyfødt samme skæbne. Jeg er ofte blevet efterladt med en følelse af undren: Hvorfor er det så svært at skabe fremskridt på en dagsorden, der er så grundlæggende og menneskelig?
- Sammen med UNFPA, Maternity Foundation og Udenrigsministeriet i Danmark begyndte vi at udforske idéen om et konkret og målrettet koncept, der kan forbedre kvaliteten af den hjælp, som jordemødre og sundhedsarbejdere yder.

- Jeg er meget stolt over, at vi i tirsdags på Maitama District Hospital i Abuja kunne annoncere resultatet af dette stærke partnerskab, nemlig ”10 Million Safer Births Initiative”. Initiativet bygger på en ambitiøs målsætning om at give op mod 10 millioner kvinder adgang til en mere sikker fødsel inden udgangen af 2030 på tværs af Afrika syd for Sahara.
- Som protektor for initiativet ser jeg frem til at følge 10 Million Safer Births – i første omgang i den indledende fase, som finder sted i Nigeria, Tanzania og Etiopien.
✍️ H.M. Dronningen.
Som dronning Mary nævner, er hun blevet protektor for initiativet, og på kongehusets hjemmeside kan man læse mere om netop den protektion.
Her står der, at hun har takket ja til at indtræde som protektor for ”The 10 Million Safer Births Initiative” i en tre-årig periode.
Initiativet bygger på en konkret og ambitiøs målsætning om at give op mod 10 millioner kvinder adgang til en mere sikker fødsel inden udgangen af 2030 på tværs af Afrika syd for Sahara.
