
Så rørende romantisk: Se Thomas Evers Poulsens overraskende morgengave til sin elskede

7. juni blev Thomas Evers Poulsen gift med sit livs store kærlighed, Sæþór Kristínsson.
Ved et storslået bryllup på Refshaleøen, som blev den skønneste kærlighedsfest.

Nu er det hverdag, og Thomas Evers Poulsen er, som altid på denne tid af året, på La Santa Sport for at undervise danse- og motionsglade danskere.
Det elsker han – og på sin Instagramprofil, skriver han, at der, som altid, er skønt på La Santa Sport på den spanske ø Lanzarote, men at han savner sin mand.

Savnet er dybere
Dansestjernen skriver også, at savnet denne gang føles dybere. Ofte tager han sig selv i at kigge på sin vielsesring og på den halskæde med smykke, han gav Sæþór og bonusdatteren, Gloria i morgengave.

Smykket i halskæden er både rørende og meget romantisk. Det er nemlig en rund ring, der omkranser tre bogstaver G, S og T – for Gloria, Sæþór og Thomas.

Smukt udført, så G’et og S’et vokser ud af T’et. Et rørende symbol på, at de tre hører sammen.
”Når jeg mærker halskæden, føler jeg, at de begge er med mig hele tiden”, skriver han til det fine foto, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at bringe.