27. jun. 2025
Af Maria Hoang

Var det en gave fra Trump? Her er det hollandske kongehus' svar

Kong Willem-Alexander, præsident Trump og dronning Maxima. 
Kong Willem-Alexander, præsident Trump og dronning Maxima.
Foto: Brendan Smialowski/Reuters/Ritzau Scanpix
Det hollandske hof har følt sig nødsaget til at præcisere, hvorvidt præsident Trump har givet dronning Maxima en yderst værdifuld gave.

Det trak overskrifter, da Hollands kong Willem-Alexander tidligere på ugen inviterede præsident Trump til at overnatte på kongeslottet i Haag.

Det var nemlig første gang nogensinde, en amerikansk præsident overnattede på Huis ten Bosch-paladset.

Morgenen efter stillede værtsparret op til billeder med deres overnattende gæst, og her bemærkede den royale modeblog Modekonigin Maxima, at den hollandske dronning bar en ny, stor ring.

Ydermere spekulerede modebloggen i, om dronning Maxima mon havde fået den glimtende ring i gave af præsident Trump.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-06-27/zoom_20250625-094447-4-3079x2053ma.jpg
Er ringen med den flade perle omkranset af diamanter mon en gave fra Trump?
Foto: Brendan Smialowski/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er nemlig kutyme, at statsoverhoveder udveksler gaver, når de ser hinanden, og Trump har blandt andet givet dronning Elizabeth et smykkeskrin tilbage i 2019, ligesom dronning Maxima har fået en Dior-taske af det franske præsidentpar, da de var på statsbesøg i 2023.

Efterfølgende har hoffet præciseret over for modebloggen, at ringen ikke er en gave fra Trump.

Hoffet kan desuden ikke komme med yderligere udtalelser, fordi smykket er privat ejendom, lyder det endvidere.

Mere om: