
Asta Björk har en klump i halsen: Reagerer på Vild med dans-beslutning

De færreste havde hørt om Asta Björk, da hun bare 20 år gammel første gang dukkede op i ”Vild med dans”, hvor hun tilmed hev sejren hjem sammen med dansepartneren Simon Stenspil.
Den professionelle danser blev hurtigt et hit hos seerne, og lige siden har Asta Björk været en del af ”Vild med dans”.

Til efteråret er hun med for ottende gang, men det bliver også den sidste, idet TV 2 har besluttet at droppe programmet efter 22 sæsoner.
”Selvom jeg glæder mig til at komme på dansegulvet for 8. og nu også sidste gang, er det selvfølgelig med en lille klump i halsen ved slutningen af noget, der har fyldt så meget i mit liv. Jeg startede i VMD, da jeg lige var fyldt 20 år og har i løbet af de sidste syv år vokset med opgaven og vokset op for øjnene af jer, der følger med”, skriver Asta Björk på Instagram.
Her har hun også delt en video med store øjeblikke fra sine syv sæsoner med ”Vild med dans”, der har budt på to sejre, og ikke mindst er det også programmets fortjeneste, at hun i 2023 mødte sin kæreste, Sebastian Bull.