2. jul. 2025
Af Sofie Nymand

Efter 22 år: Judy Gringer er tilbage

Judy Gringer
Judy Gringer
Foto: Martin Høien
Den 84-årige skuespiller vender tilbage til det store lærred i filmen "Madklubben - Hjemme igen". På rollelisten er hun i godt selskab med flere store danske skuespillere.

Judy Gringer er tilbage på det danske biograflærred efter 22 år.

Det sker, når efterfølgeren på ”Madklubben” får premiere den 23. oktober.

Det skriver Ritzau.

Se vores abonnement på BILLED-BLADET

Senest Judy Gringer tonede frem i biograferne var i 2003, hvor hun medvirkede i filmen ”Til højre ved den gule hund”. Et par år tidligere dukkede hun også op på tv, da hun havde en rolle i ”Taxa”.

Men det er nok nærmere filmene fra 1960’erne og 1970’erne, som de fleste husker Judy Gringer for. Film som ”Dyrlægens Plejebørn”, ”Pigen og pressefotografen” og ”Julefrokosten”, hvor hun spillede overfor nogle af datidens helt store stjerner, Dirch Passer og Ove Sprogøe blandt andre.

Også denne gang har hun godt selskab. På rollelisten til ”Madklubben – Hjemme igen” ses også Stina Ekblad, Kirsten Olesen og Kirsten Lehfeldt, som ligesom i første film er de tre hovedrolleindehavere.

Filmen tager udgangspunkt i de tre kvinder, Marie, Berling og Vanja, som er gået ind i livets efterår og skal navigere i alt fra skilsmisse til tvungen pension. De har dog hinanden, deres ugentlige madklub og nu også en idé om at starte Fyns største lokale madfestival.

I filmen spiller Judy Gringer mor til hovedkarakteren Marie, spillet af Kirsten Olesen.

Mere om: