
TV 2 afslører godt nyt: Anders Beier er på trapperne med nye programmer

Lene Beier har som tv-vært stået i spidsen for en lang række programmer gennem de seneste mange år, men hun er ikke den eneste hjemme på matriklen, der laver tv.
Hendes mand, Anders Beier, er kommet mere og mere frem på skærmen, og for et par år siden fik han sit helt eget program.

Første sæson af ”Bolighaj finder hjem” blev sendt i begyndelsen af 2023, og nu afslører TV 2 godt nyt. Anden sæson er nemlig lige på trapperne og får premiere til august.
Anders Beier har arbejdet som blandt andet ejendomsudvikler og ejendomsmægler, og han kender rigtig meget til boligmarkedet.
”De sidste års vilde prisstigninger, især i de større danske byer, har gjort det næsten umuligt for familier med almindelige indkomster at købe deres første bolig. Nu kommer Danmarks flinkeste bolighaj, Anders Beier, dem til hjælp i en ny sæson, og han går på jagt efter håndværkertilbud og skæve boliger, så seks familier kan komme ind på boligmarkedet”, skriver TV 2 om den nye sæson.
Foruden ”Bolighaj finder hjem” har man også kunnet opleve Anders Beier i blandt andet ”Beier over hækken” og ”Beier og alpehotellet”.
Snart vender han tilbage i bedste sendetid på TV 2 – men denne gang uden sin kendte hustru.

