
Kongehuset bekræfter: Kronprins Christian indtræder i dag som regent

Det må siges at være et omskifteligt liv, 19-årige kronprins Christian lever.

I går festede han til livemusik i gode venners lag, da han besøgte Roskilde Festival, og i dag er han - i sin far, kong Frederiks fravær - regent i Danmark.
Det bekræfter Kongehuset, der har opdateret den kongelige kalender, hvoraf det nu fremgår, at kronprins Christian er regent fra i dag, søndag den 6. juli, til og med den 13. juli.
Det fremgår ikke af kongehusets kalender, hvorfor kong Frederik er udenlands, men eftersom kronprins Christian indtager rollen som regent i den kommende uge, er det fordi kong Frederik ikke er i landet til at varetage sine royale pligter.

Vi kan kun gisne om, hvorfor kong Frederik ikke befinder sig indenfor landegrænserne i den kommende uge, men sommeren er på sit højeste, og fraværet kan derfor muligvis forklares med, at kong Frederik og dronning Mary ferierer udenlands.
Det er dog kun spekulationer, og det eneste, vi med sikkerhed ved fra den kongelige kalender, er, at kronprins Christian i den kommende uge muligvis må trække i arbejdstøjet i kongens fravær.