Det svenske kongehus bekræfter: Bryder tradition, men kommer med løfte

Hvis der er nogle, der forstår at nyde sommeren, så er det den svenske kongefamilie.
Hvert år tager de en afstikker til deres elskede Öland, hvor kongeparret samler hele familien på Solliden slot. Og det gør de også i år.
Hvad den svenske kongefamilie helt præcist får sommerdagene til at gå med, forbliver indenfor slottets mure. Og udover kronprinsesse Victorias fejring den 14. juli, hvor hun inviterer offentligheden indenfor, bruges ferien privat.
Vi har dog tidligere fået lov til at se den svenske kongefamilie samlet, når de har offentliggjort årets sommerfoto og i den forbindelse udsendt en sommerhilsen. Men det ser ud til, at den årlige sommerhilsen er en brudt tradition.
Det skriver Svensk Damtidning.
Faktisk skal man helt tilbage til 2021, hvor kong Carl Gustaf og resten af familien offentliggjorde et sommerfoto. Og der bliver heller ikke noget sommerfoto i år.
Det bekræfter hoffets kommunikationschef, Margareta Thorgren, over for Svensk Damtidning, hvor hun samtidig kommer med et løfte til næste år.
Ifølge mediet oplyser Thorgren nemlig, at der er planlagt en sommerhilsen fra Öland i 2026, hvor kong Carl Gustaf fylder 80, og kongeparret kan fejre 50-års bryllupsdag.
Selv om det er fire år siden, at kongefamilien sidst udsendte en sommerhilsen, fangede pressens fotografer dem dog sidste år, da de i samlet flok stillede op foran slottet i anledningen af kronprinsesse Victorias fødselsdag.