
Mistede hende et år inden: Kjeld havde lavet rørende aftale med sin afdøde kone

I ”Hotel Romantik” fik Kjeld og Bente hurtigt et godt øje til hinanden, og allerede på dag to blev produktionen enige om, at de skulle en tur i hytten for at lære hinanden endnu bedre at kende.
Men Bente var lidt bekymret for, om Kjeld mon var klar til et romantisk forhold, for under optagelserne var det kun lidt over et år siden, Kjeld blev enkemand, og selv tog det Bente flere år at blive klar til at date, efter hun mistede sin mand.

- At Bente er tre år om det, det har jeg respekt for, siger Kjeld.
For ham forholdt det sig anderledes, og det hænger sammen med, at han og hans afdøde hustru, Lone, længe inden hendes død talte om, hvad de ville gøre, hvis deres partner forsvandt.
- Det diskuterede vi faktisk igennem, og det var ens for os begge: Lev videre. Kom videre, for Guds skyld. Det ville være en hån at sætte sig hen i hjørnet. Jeg har været gennem mange dødsfald i mit liv. Sorgen er den samme. Der er ingen grund til at pleje den, siger Kjeld og fortsætter:
- Jeg savner hende lige så meget, som jeg har gjort hele tiden, og det vil jeg blive ved med.
Kjeld har kendt sin afdøde kone nærmest hele sit liv, men de var fra hinanden en årrække, og han fik to børn med to andre kvinder, inden han atter fandt sammen med sin kone, som han i sidste omgang fik 35 år sammen med.
Efter mange år med den samme kvinde føltes det alligevel naturligt for ham at date igen.
- Det gør det egentlig. Jeg vil gerne have en partner. Jeg er fuldstændig klar over, det er en anden person. Men jeg synes ikke, det skal lukke mig ude, at jeg har haft en før. Jeg har haft mange partnere i mit liv, og jeg har elsket dem alle. Jeg har to børn med to andre kvinder. Dem elskede jeg også, siger Kjeld.
Om han finder melodien med en ny kvinde i ”Hotel Romantik”, kan man følge hver fredag på DR1 og DRTV.


