
Amalie Dollerup: Gør gerne det hele igen

Amalie Dollerup og Andreas Jebro er landet igen efter at have haft et forår og en sommer i Sønderborg, hvor de medvirkede i Sønderborg Sommerrevy.
- Vi er lidt rundt på gulvet, men vi er vildt glade! fortæller hun til BILLED-BLADET.
- Vi har haft så mange gode oplevelser, og folk har været så søde og hjælpsomme, så vi er helt høje oven på vores Sønderborg-eventyr. Vi spillede fire ekstra forestillinger for fulde huse, så jeg er bare... Yeeha! Superfedt! siger hun med armene over hovedet.

Det er ikke noget, vi bare lige gør
Og "Badehotellet"-stjernen kaster sig gerne ud i at medvirke i en revy med sin mand igen en anden gang:
- Vi gør det gerne igen, men det er også noget af et logistisk skema, der skal gå op med vores søn, så det er ikke noget, vi bare lige gør, men vi gør det gerne igen.
Parret har sammen sønnen August, der fyldte seks år i juni.
Om den står på revy til næste sommer, er endnu uvist.
- Det ved jeg ikke endnu, siger Amalie kort.
Denne sommer står den blandt andet på en tur til Sverige.
