
Camilla Martin vært på nyt program: Disse 10 kendisser er med

Forestil dig, at du står i en boks.
Du ved ikke, hvor du er.
Du ved ikke, hvor længe du skal være der, og du har ingen idé om, hvad der venter, når dørene går op.
I TV 2's nye underholdningsprogram "Boksen" træder 10 kendte danskere bogstaveligt talt ud af en boks og lige ind i en række opgaver, hvor de hverken kender reglerne eller målet - de ved kun, at det gælder om at vinde!
Camilla Martin er vært.

Ambitiøse deltagere
De 10 deltagere er superambitiøse konkurrencemennesker, som i den grad er vant til i deres forskellige karrierer at være forberedte helt ned til den mindste detalje, så de kan yde deres ypperste, når spotlyset tænder, eller når startskuddet lyder.
Men hvem er de i bund og grund, når de må smide kontrollen, se frygten i øjnene og træde ud af "Boksen"?
De 10 deltagere er balletdanser og skuespiller Alban Lendorf, musiker Alex Vargas, eventyrer og overdirektør Bettina Aller, tidligere kajakroer og OL-medaljevinder Emma Aastrand Jørgensen, sanger Ericka Jane, youtuber Jonas Paluch, tv-vært og sanger Katrine Bille, influencer Mascha Vang, tidligere frømand og instruktør i "Korpset" Rune Viborg samt bryder og OL-medaljevinder Turpal Bisultanov.

"Boksen" har premiere på TV 2 Play og TV 2 fredag 1. august 2025.
