TV-kokken Claus Holm i tårer på morgen-tv

Mange kender Claus Holm som en glad og dygtig kok, der altid er klar med en kæk bemærkning, når han toner frem på skærmen for at bikse noget lækkert sammen.
Udover at være tv-kok i Go’ morgen Danmark, har han også deltaget i blandt andet TV 2-programmet ”Fem fede kokke”, hvor fem velnærede kokke skal forsøge at tabe sig og samtidig få indarbejdet nogle nye og sundere vaner i forhold til kost og motion.

Det får de hjælp til af coach og fysioterapeut, Mark Abildhauge, der selv jævnligt er i studiet i Go’ morgen Danmark med gode råd om træning.
Mark Abildhauge er også ven med Claus Holm, og det skabte en uventet rørt situation i Go’morgen Danmark torsdag 17. juli i et indslag, hvor der var mulighed for at sige tak.
Brød ud i tårer
Her introducerede værten Michèle Bellaiche, at Claus Holm gerne ville sige tak til en anden ven af Go’morgen Danmark – nemlig Mark Abildhauge.

”Du er min skytsengel. Du så mig, da ingen andre så mig”, lød det fra en grådkvalt Claus Holm, der fortsatte:
”Tak fordi du gav mig livet. Du er min bedste ven, og du er der altid. Også nu hvor jeg har det lidt skidt. Jeg elsker dig”, sagde en meget rørt Claus Holm og brød ud i tårer.
Mark Abildhauge blev lige så rørt. ”Det er gensidigt. Jeg er super, superglad for at være din ven, men jeg have ikke regnet med, jeg skulle stå og tude her tidligt om morgenen”.
Et tårevædet indslag med to følsomme mænd, der gik lige i hjertet.