
Lige inden ny sæson af Landmand søger kærlighed: Sofie Martinusen er blevet single

Statistikken for forhold, der holder efter tv-programmet "Bachelorette", er faldende.
Så drastisk faldende, at den faktisk er på nul procent.
Det sker, efter at Sofie Martinusen og Daniel Lazrak ikke længere er sammen.
Parret har søndag delt nyheden om bruddet på deres Instagram-profiler.
De skriver, at de den sidste måned har ladet som om, at de var kærester – og det virker derfor til, at bruddet har været under opsejling.

Parret deler ikke en større forklaring bag bruddet, men skriver således i opslaget:
– Der er ikke sket noget forfærdeligt mellem os – nogle gange er man kun i hinandens liv for en stund, og det var bare ikke meningen, at det skulle være os i sidste ende.
Parret fandt hinanden i 2023 gennem datingprogrammet "Bachelorette", hvor Daniel fik Sofies sidste rose.
Nyheden kommer kort efter, at den seneste sæson af "Bachelorette" er sluttet – og her blev ingen af parrene sammen.

Det samme skete i første sæson, hvor Mette Sommer og Julie Kriegler var bachelorettes.
I anden sæson var det så Lissa Paustian og Sofie Martinusen, som var de eftertragtede damer.
Lissa Paustian meldte tidligere på året ud, at hun var blevet single – og ligeledes er Sofie Martinusen det nu også.
Trods den triste nyhed, kan vi glæde os til at se meget mere til Sofie Martinusen, når den nye sæson af "Landmand søger kærlighed" kører over skærmen senere i år.
