
Hustruen har Alzheimers: Flemming Østergaard har taget svær beslutning om deres elskede hjem

Gennem mere end 60 år har Flemming Østergaard været gift med sin elskede Inge, og selv om hun er syg med Alzheimers og kræver meget pleje, nægter han at sende hende på plejehjem.
I stedet har erhvervsmanden taget den svære beslutning, at deres elskede hjem på Strandvejen med udsigt over Øresund skal sælges.

På Facebook kalder Flemming Østergaard, 81, beslutningen for en af de sværeste, han har taget i sit liv, for huset rummer rigtig mange minder.
”Men Inges Alzheimer har lært mig, at vi må prioritere det vigtigste: at skabe ro, nærvær og gode dage sammen. Derfor har vi fundet en ny bolig, kun 400 meter væk, hvor hverdagen bliver lettere. Vi siger farvel til haven og arbejdet, men til gengæld får vi en altan, hvor vi kan sidde side om side og stadig nyde udsigten over havet”, skriver han på Facebook.
Det var tilbage i 2022, at Inge blev diagnosticeret med Alzheimers, og Flemming Østergaard har gjort en dyd ud af selv at passe sin syge hustru.
- Så længe hun kan kende mig, bliver hun hjemme, sagde han i april til BILLED-BLADET.
- Jeg har droslet helt ned. Jeg koncentrerer mig 100 procent om hende, sagde han videre.

