
Så du Thomas Peter Koppel i Slaget om Tisvilde: Her er hans kendte bror

Festivalen Musik i Lejet er omdrejningspunktet i TV 2-dokumentaren ”Slaget om Tisvilde”, hvor musikfestivalen har splittet beboerne i to lejre: Dem, der er for og dem, der er imod.
I dokumentaren bliver vi præsenteret for problemstillingen og nogle af konfliktens hovedpersoner. Og så er der alle dem imellem, som blot er statister, der ikke vælger side eller tager stilling, men som omfavner musikken i al sin helhed.
En af dem er tenoren Thomas Peter Koppel. Han dukker op i tredje afsnit af dokumentaren, hvor han og sønnen Jonathan, som også er operasanger, optræder i Havesalonen.
Far og søn er velbevandret på de store scener, ligesom de rejser rundt i alle afkroge af landet for at give folk et stykke af den klassiske musik. Blandt andet i Tisvilde.
Scenen i dokumentaren har en helt særlig effekt. Og ifølge Thomas Peter Koppel skaber den et pusterum i den konfliktfyldte dramaturgi.
”I episode 3 er der en scene, hvor våbenhvilen griber tiltrængt ind,” indleder han i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele, hvorefter han tilføjer:
”Det er som om, alle lige får lov at puste ud fra dramaturgiens ellers stadige intensivering. Selv de kortspillende unge, der klippes til undervejs, og som har et noget andet syn på rytmiske budskaber, anerkender holdepladsen for dette musiske samlingspunkt.”
I mere end to årtier var Thomas Peter Koppel tilknyttet Det Kongelige Teater. I dag har han Operettekompagniet, som han og sønnen Jonathan turnerer med.
Musikken var overalt i Thomas Peter Koppels barndomshjem, og det kommer nok ikke bag på dem, som genkender hans efternavn. Koppel-familien er intet mindre end et dansk musikdynasti. Og som søn af operasanger Lone Koppel og barnebarn af komponisten Herman Koppel, er Thomas blevet introduceret til de klassiske toner, siden han var helt lille. Og det er hans bror også.
Thomas Peter Koppel er bror til Nikolaj Koppel, som er uddannet klassisk pianist og kendt fra DR, hvor han ad flere omgange har været tv-vært.

Også i år tager Thomas Peter Koppel turen til Tisvilde. Her vil han blandt andet synge Kaj Normann Andersens sange, og så samler han de vidtfavnende ender, når klassisk musik møder rock i en session i august.

