
Under en gåtur på stranden gik det pludselig galt: Enorm sorg ramte Trine Schmidt

De seneste dage har Trine Schmidt drønet rundt på de franske landeveje, hvor hun for TV 2 har været udsendt til at dække Tour de France.
Hun er dog vendt hjem til Danmark et par dage, før det franske cykelløb for mændene sluttede, fordi hun skal kommentere kvindernes Tour de France hjemme fra Danmark.

Når hun befinder sig hjemme, kommer hun fast forbi Bellevue Strand.
For år tilbage ledte hun efter en makker, som hun kunne fordrive sine gåture på Bellevue med, og det fandt hun i hunden Nala.
- Jeg nåede at kende Nala i to år, og hun var min bedste ven, men hun var ikke min hund. Det var en hund, jeg søgte efter på Facebook, da jeg havde brug for en gå-makker, fordi jeg har dårlig ryg, og jeg ikke kan cykle eller løbe. Og så savnede jeg bare én at hænge ud med. Nalas familie var virkelig gode, for de havde ikke brug for en hundelufter, men det startede jeg jo som - ikke fordi jeg skulle have penge men af lyst – og så endte det med, at hun blev min feriemakker, fortæller Trine med et smil.
Trine Schmidt og hunden Nala har besøgt Bornholm flere gange sammen, og så har de også været på vandretur i Norge.
Desværre blev en gåtur på stranden i februar den sidste, de fik sammen.
- I vinterferien, hvor jeg passede hende, går vi hernede på stranden, og alt er godt. Hun logrer med halen. Men så falder hun bare om lige foran mig. Hun var fire år. Afsted til dyrlægen, hvor de står klar fem mand til at give hjertemassage, men hun var død, fortæller Trine Schmidt.
Hun kommer stadig på Bellevue, og på hendes stamcafé, hvor hun også ofte havde Nala med, kan hun mindes sin bedste ven.

For i caféens vindue står et billede af Nala.
