
Sætter ord på: Jonas Vingegaard er blevet genforenet med familien

Mange danskere er efterhånden blevet forvænt med, at Jonas Vingegaard kæmper med om sejren i Tour de France, og i år har han sikret sig endnu en flot andenplads i verdens største cykelløb.
Mange har fulgt den danske cykelrytter de senere år – ikke mindst hans familie.

Tidligere har vi ofte set dem under touren, og Jonas Vingegaard har andre år haft besøg af dem på hviledagene. I 2025 har de set mindre til hinanden under løbet, men nu er firkløvet genforenet.
Det afslørede Jonas Vingegaard over for TV 2 efter lørdagens etape.
- Det er de mennesker, jeg elsker allermest, så at se dem igen betyder virkelig meget for mig. Godt nok er det meget kort, men det er noget, der virkelig hjælper på moralen, sagde han til mediet.
Jonas Vingegaard er gift med Trine Marie Vingegaard Hansen og far til Frida og Hugo. Hugo kom til verden sidste år, så det er første gang, at også sønnen har været med på sidelinjen.
