
Kærlighed hvor kragerne vender: Jonas viser endelig kæresten frem

Der var masser af amoriner i luften, da man i foråret kunne følge blandt andre Jonas i ”Kærlighed hvor kragerne vender”. Han fandt ikke den eneste ene i programmet, men sidenhen har han fundet den på egen hånd.
For tre måneder siden fandt TV 2-stjernen sammen med Thea, og nu er han endelig klar til at vise hende frem for offentligheden.

- Nu har vi haft tre-måneders dag, og så havde vi snakket om, at det var på tide, fortæller Jonas, der mødte sin kæreste under en bytur.
- Hun var ude med en kollega, og jeg var ude med en veninde. Hun var i baren for at bestille og fik ved en fejl to shots. Hun fik øje på mig og spurgte, om jeg ville have det ene, og så har vi været sammen nærmest lige siden, fortæller Jonas.
- Jeg tror, vi er meget large i forhold til at acceptere hinandens særheder. Og så har vi det virkelig sjovt sammen. Vi har det sgu meget godt.
Parret drømmer om at flytte sammen.
- På sigt har vi snakket om, at vi gerne vil finde hus med have og sådan noget. Jeg har lige opsagt min lejlighed, og vi vil gerne finde noget sammen bagefter. Men vi tager én dag ad gangen, lyder det fra Jonas.
Både han og kæresten bor i Holstebro, og her vil de også gerne blive. Han er i lære, og hun arbejder i en vuggestue i byen.
- Hun er ikke så meget fan af reality, så det er rart, at det er stilnet af. Der er stadig nogle, når vi er ude, der kommer hen og siger: ”Er det ikke dig fra ”Kærlighed hvor kragerne vender”, og er det den hemmelige kæreste?” fortæller Jonas.
Men nu er Thea ikke længere helt så hemmelig.
