
Benjamin Kürstein helt privat: Sådan mødte han sit livs kærlighed

Det er de færreste, der går igennem tilværelsen uden knubs. En naturlig del af livet, der samtidig gør, at man bliver i stand til at værdsætte dets glæder i langt højere grad.

TV 2-korrespondent Benjamin Kürstein havde da heller aldrig mødt sit livs kærlighed, Sidsel Godshaw Møller, hvis ikke han for femten år siden oplevede modgang.
Kort inden sin 30-års fødselsdag fik Benjamin Kürstein fuld plade i PTSD-symptomer. En naturlig konsekvens af, at han i årevis ufortrødent havde pendlet fra den ene katastrofe til den næste.
- I den periode var jeg nødt til at tænke mig rigtig godt om. Jeg havde opnået det, som jeg havde kæmpet for i mange år, men jeg kunne også mærke, at prisen på det tidspunkt var for høj. Sådan kunne jeg ikke leve mit liv, så ville jeg ikke blive særlig gammel, husker Benjamin, der i perioden efter flyttede til New York for at arbejde som freelance-journalist.
Byen der aldrig sover, blev også dér hvor Benjamin vågnede op. Han fik igen skabt balance i sit arbejdsliv, men størst var det, da han midt i den pulserende storby mødte sin Sidsel.
- Sidsel er lige så eventyrlysten som mig. Vi boede i New York, men sammen rejste vi til Singapore, hvor vi slog os ned i et par år, inden vi rejste hjem til Danmark og stiftede familie, forklarer TV 2-korrespodenten.
Parret har boet udenfor Danmarks grænser af flere omgange, senest i Beirut, hvor Benjamin Kürstein arbejdede som TV 2’s korrespondent i Mellemøsten, sammen med deres to børn, Esther, 9, og Georg, 7.

I dag bor familien i København, og Benjamin må derfor ofte sætte sig i en flyvemaskine for at kunne passe sit job, der sender ham til destinationer som Ukraine, Syrien og Israel.