
Søren Ryge fylder 80 år: Selvfølgelig er dette på menuen!

Flaget er i dag hejst hos Søren Ryge, da han runder et skarpt hjørne.
Søren Ryge fylder 80 år - og den runde dag bliver naturligvis fejret med en ganske særlig menu.
Det er nemlig ikke en fødselsdagslagkage, der kommer på bordet, når eftermiddagskaffen bliver serveret.
Det er derimod hindbærsnitter, som er havemandens absolutte yndlingskage.
Det fortæller Søren Ryge i et fødselsdagsinterview med Kristeligt Dagblad, hvor han fortæller, hvad dagen skal bruges på.
— På selve fødselsdagen vil jeg nøjes med at hejse flaget og derefter vente på de uundgåelige gæster, som ikke er inviteret. Så drikker vi kaffe og spiser hindbærsnitter, og hvis nogen bliver hængende til aften, laver jeg stegt flæsk med persillesovs, fortæller Søren Ryge i interviewet.

Søren Ryge har så stor en kærlighed til hindbærsnitter, at han i slutningen af 90'erne skrev et essay, hvor han udtrykker sin store begejstring for det stykke bagværk, der har fulgt ham gennem hele livet.