
Vil du arbejde for Mary og Frederik? Kongehuset søger rengøringshjælp

Hvis drømmejobbet er at svinge kost, spand og støvsuger på kongelige slotte rundt om i landet, så er det nu, du skal slå til.
Under overskriften "Kongehuset søger dygtig og glad rengøringsassistent" søges der nemlig efter en person, der vil være med til at holde de royale gemakker fine og rene.

Af jobopslaget fremgår det, at der primært skal gøres rent på Amalienborg Slot og Kancellihuset ved Fredensborg Slot, hvilket kan indikere, at rengøringsassistenten skal sørge for, at kongeparrets boliger står knivskarpe uden nullermænd og støv.
Arbejdsopgaverne lyder blandet andet på rengøring, opvask, garderobetjeneste og klargøring af gæsteværelse, ligesom det er et krav, at man kan sikkerhedsgodkendes samt har kørekort og egen bil.
– Du bliver en del af et særligt arbejdsmiljø, hvor faglig stolthed, grundighed og dedikation er nøgleord. Ved Hoffet er engagementet stort, og vi varetager tilsammen en bred vifte af opgaver, der understøtter den kongelige families virke, lyder det i jobopslaget.
Af personalegoder tilbydes blandt andet massage- og fysioterapiordning og sundhedsforsikring.
