8. aug. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Bestormet i indbakken: Sådan går det Kjeld fra Hotel Romantik nu

Kjeld og Bente 
Kjeld og Bente
Foto: Martin Høien og Holger Rytter/DR
Kjeld har tilsyneladende gjort et rigtig godt indtryk på seerne af "Hotel Romantik". I hvert fald har han fået masser af henvendelser i indbakken.

Lige fra begyndelsen var der god kemi mellem Kjeld og Bente, og hurtigt fandt de to seniorer sammen i ”Hotel Romantik”.

Det varede ved helt til optagelserne sluttede, hvor de takkede ja til at blive på hotellet med hinanden.

Hjemme i Danmark fortsatte de med at have kontakt og besøge hinanden, og det var ikke nogen udfordring, at hun bor på Bornholm, mens han har hjemme på Sjælland.

- Vi klikkede stort set med det samme. Jeg savnede hende jo og at have en at snakke med, siger Kjeld på 77. Han er forsigtig med at bruge ordet forelsket som sine følelser for Bente, men han var rigtig glad for hende, da de kom hjem fra Schweiz.

Efter tre måneders tid blev de dog begge klar over, at de ikke var det rette match. I hvert fald ikke på et romantisk plan.

- Vi besøgte hinanden og fik snakket ordentligt ud og fandt jo ud af, at der var nogle områder, hvor vi var meget forskellige. Vi snakkede blandt andet om, hvad vi havde af planer for vores pensionisttilværelse, og der var vi meget forskellige, forklarer Kjeld og nævner desuden, at der er lidt mere gang i Bente end i ham.

Abonnement på BILLED-BLADET

Selv om det ikke blev til et kæresteforhold mellem de to, har Kjeld og Bente stadig masser af kontakt.

- Vi snakker sammen flere gange om ugen. Vi kan godt lide at snakke, siger Kjeld.

Snart får han måske travlt med også at snakke med andre kvinder. I hvert fald har hans medvirken på tv tilsyneladende gjort indtryk på det modsatte køn.

- Indtil videre indeholder min indbakke et pænt arkiv, griner han.

- Jeg besluttede mig for, at jeg ville have udsendelsen færdig, inden jeg begynder på noget i den sammenhæng. Men jeg har smugkigget, siger Kjeld, der anslår, at han har fået i omegnen af 100 beskeder.

Mere om: