
Bedårende øjeblik: Kong Frederik og dronning Mary kan ikke stå for lille Mafalda

Fredag udspillede der sig et bedårende øjeblik under vagtskiftet på Graasten Slot.
I øjeblikket er små og store samlet på slottet, hvor kongeparret har fået besøg af kongens fætter, prins Gustav, og hans familie, bestående af prinsesse Carina, sønnen prins Gustav Albrecht, 2 år, og prinsesse Mafalda på 1 år.
De gjorde kongefamilien selskab under vagtskiftet, og sammen med kongeparret, prins Vincent, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella trådte de to små med ud på trappen for at se garden spille i slotsgården. Og her charmerede de.
Mens 2-årige Gustav Albrecht klappede og dansede til musikken sammen med prins Vincent og prinsesse Josephine, stod Mafalda på forreste række med kongen og dronningen i hver hånd.
Det søde øjeblik blev foreviget på foto, og her kan man se, hvordan kong Frederik bukker sig ned til den lille pige, som holder godt fat i Marys hånd.


Tidligere var den lille pige også oppe i Marys arme. Og der er vist ingen tvivl om, at navnlig Mary har en høj stjerne hos lille Mafalda – og omvendt.
