
Anne Herdorfs 91-årige svigermor: Anne er fantastisk

Annie Lam ankom lørdag 2. august som allerførste familiemedlem til Strandkirken Marielyst, hvor hendes søn, Henrik, skulle giftes med Anne Herdorf.
- Jeg kan godt lide at være i god tid, forklarede Annie, der havde taget det pæne tøj på med matchende neglelak og ny-plukkede øjenbryn.
- Fint skal det være, lød det med et stort smil fra Annie Lam, der glædede sig til den store dag.
Her er hun med sin søn Henrik.

Anne er fantastisk
Annie Lam havde kun rosende ord om sin svigerdatter, Anne Herdorf.
- Anne er fantastisk. Hun har hjertet på rette sted, og hun har også taget så godt imod Henriks børn, lød det fra svigermor Annie.
Fra tidligere ægteskab har Henrik børnene Caroline og Christian, der også deltog i det solbeskinnede bryllup.

Til daglig bor Annes svigermor på plejehjem, og det har hun gjort i to år.
Positivt livssyn
- Det er så dejligt. Personalet er så søde, maden er god, og vi bliver behandlet så godt, forklarede Annie Lam – og tilføjede:
- Der er så mange, der brokker sig – jeg vil hellere være positiv. Det er meget bedre.

På den dejlige bryllupsdag var der nu heller ikke noget at brokke sig over.
Ikke engang vejret, der også havde trukket i sit pæneste tøj og kastede strålende lys over den romantiske begivenhed ved den smukke kirke.
