
Bryllupsklokkerne ringer for Sus Wilkins og Nicklas Bendtner: Sætter flere ord på brylluppet

Tilbage i november 2023 offentliggjorde model og skuespiller Sus Wilkins og tidligere fodboldspiller og TV 2-kommentator Nicklas Bendtner, at de var blevet kærester.
Og kærligheden mellem dem voksede sig så stærk, at Nicklas Bendtner tidligere på året friede til Sus Wilkins under en ferie.
Dermed venter der altså et bryllup ude i fremtiden for det forelskede kendispar.

Da SE og HØR mødte Sus Wilkins i forbindelse med årets Smukfest, løftede hun sløret for, at bryllupsplanlægningen skrider fremad.
- Der er ikke sat en dato på endnu, men vi ved nogenlunde hvornår, fortalte Sus Wilkins til SE og HØR uden at komme tidspunktet nærmere.

Sus Wilkins har tidligere fortalt, at parret regner med at tage hul på bryllupsplanlægningen efter sommeren, og at de regner med at holde brylluppet i udlandet.
