
Er han mon med i Vild med dans? Her er Benjamin Havs kryptiske svar

Det er helt officielt: "Vild med dans" kører over skærmen for sidste gang til efteråret.
Det er dermed sidste chance for de kendte, som godt kunne tænke sig at være med. Programmet har været en fast del af mange danskeres fredag aften i næsten to årtier – og en oplagt chance for kendisser til at slå igennem.
Men hvad er Benjamin Havs holdning egentlig til at være med i "Vild med dans"? Den danske sanger er netop kommet med et utrolig kryptisk svar til B.T.
– Vi ved ikke, om jeg er med. Altså... Det kan være, jeg skal breake det her? Det kunne sagtens ske, at jeg var med. Jeg vil ikke udelukke, at jeg er med i den sidste sæson.
Det svarede sangeren, da B.T. spurgte, om han skulle være med i den kommende sæson.
Det er dog svært at blive klog på, for Benjamin er kendt for at være noget af en spilopmager, som leger med ordene – og det gør han tydeligvis også her.

Benjamin Hav blev oprindeligt kendt som en del af duoen Benal, hvor han var sammen med Magnus Albert Wanscher. Siden har han produceret hit på hit, som danskerne har sunget med på.
Han har netop turneret med Grøn Koncert, og i denne uge optrådte han på Smukfest, hvor han tiltrak et stort publikum.