Det er helt unikt: Nyt om alle kongeparrets fire børn på én gang

I en pressemeddelelse mandag morgen har kongehuset offentliggjort nyt om de kongelige børns uddannelse og skolegang.
Det er første gang, at man i en sammenhæng som denne melder ud om kongeparrets børn i én og samme meddelelse.
Kongeparrets fire børn kronprins Christian, 19, prinsesse Isabella, 18, prins Vincent, 14, og prinsesse Josephine, 14, står alle foran et spændende og udfordrende år i forbindelse med deres skolegang.
Kongehuset melder følgende ud i mandagens pressemeddelelse:
Hans Kongelige Højhed Kronprinsen fortsætter sin uddannelse i Forsvaret, mens Kongeparrets øvrige tre børn påbegynder et nyt skoleår.
• Den 11. august 2025 møder Kronprinsen igen ind på Slagelse Kaserne, hvor Hans Kongelige Højhed fortsætter sin militære uddannelse på Løjtnantsuddannelsen. Uddannelsen varer et år plus en efterfølgende periode med praktisk tjeneste som delingsfører.
• Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella fortsætter sin gymnasiale uddannelse på Øregård Gymnasium. Prinsessen bliver student i sommeren 2026.
• Hans Kongelige Højhed Prins Vincent fortsætter sin skolegang i 8. klasse på Tranegårdsskolen.
• Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Josephine har efter eget ønske valgt at fortsætte sin skolegang i 8. klasse på Spir Efterskole.