
Kun 10 kendte danskere har opnået det: Andreas Mogensen modtager stor hæder

Kendte danskere som skuespilleren Sidse Babett Knudsen og fodboldlegenden Michael Laudrup er allerede medlemmer af klubben.
Og nu får de selskab af selveste Andreas Mogensen.
Den danske astronaut er nemlig blevet kåret som Årets Verdensdansker 2025. Det skriver TV 2.
- Det er en ære, må jeg sige. Også fordi jeg selv i mange år har været udlandsdansker. Det arbejde, som organisationen Danes Worlwide gør for at give udlandsdanskere muligheden for at bevare deres bånd til Danmark, er et vigtigt stykke arbejde, udtaler Andreas Mogensen ifølge TV 2.
Danes Worldwide er en forening for globale danskere og prisen Årets Verdensdansker gives til en dansker, der er eller har været bosat i udlandet og har været med til at sætte Danmark på landkortet.
Prisoverrækkelsen fandt sted på Danmarks største rumforskningscenter, DTU Space.
Andreas Mogensen fik overrakt den fornemme pris af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Med prisen følger en skulptur, som er designet af den anerkendte danske glaskunstner Stig Persson.
Skuespilleren Sidse Babett Knudsen blev kåret som Årets Verdensdansker i 2023, mens Kasper Hjulmand fik prisen i 2021.
Andreas Mogensen er den 10. dansker, som har modtaget prisen som Årets Verdensdansker. Det skriver Danes Worldwide.
Prisen blev givet for første gang i 2008 til fodboldlegenden Michael Laudrup.
