18. aug. 2025
Af Marianne Singer

Første del var travl for kronprins Christian og hans søskende: Nu går der måske fire måneder før det sker igen

Kongeparret med deres børn.
Danskerne har kunnet glæde sig over at få mange fine glimt af kongeparrets fire børn i første halvdel af 2025. I den kommende tid ser det ud til at blive meget mere stille omkring dem igen.

Det har været nogle spændende måneder for kongeparrets fire børn, kronprins Christian, 19, prinsesse Isabella, 18, og tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine, 14, i første del af året.

Og danskerne har været så heldige at kunne få flere søde glimt af de kongelige børn ved en lang række store begivenheder og fejringer.

Se billederne af kongebørnenes travle tid øverst i artiklen

På fra første aften

Blandt andet var kronprins Christian allerede på årets første aften, den 1. januar, med på den røde løber til nytårstaflet på Amalienborg.

En måneds tid senere var pressen med, da kronprinsen begyndte som værnepligtig på Antvorskov Kaserne.

Kongelige begivenheder og kendisnyt - direkte i din indbakke!

I april var det en ren folkefest, da prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag blev fejret i først Aarhus, hvor prinsessen havde selskab af sine mindre søskende, og så København, hvor alle fire børn var med.

Ved dronning Margrethes 85-års fejring på Fredensborg Slot i april var også alle Frederiks og Marys børn med på slotstrappen.

I juni var der Royal Run, og her deltog alle kongebørnene, mens kronprins Christian senere på måneden var med til sin første udstillingsåbning på Koldinghus.

Derefter tog prinsesse Josephine med sine forældre til Færøerne.

I juli var prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine med på Graasten Slot og viste sig ved vagtskiftet.

Og så har kronprins Christian og prinsesse Isabella været rundt på festivaler denne sommer og storhygget med vennerne.

For en uge siden begyndte kronprins Christian på Løjtnantsuddannelsen, hvor pressen var inviteret med på kasernen i Slagelse.

Men nu ser det ud til, at der bliver mere stille omkring kongebørnene, når det kommer til at vise sig i offentligheden.

Ikke store fejringer på vej

Der er ikke umiddelbart flere store fejringer på vej i kongehuset i de næste måneder.

Og hver især koncentrer de fire søskende sig nu om deres gøremål, kronprins Christian om sin militære uddannelse, prinsesse Isabella om gymnasiet, prins Vincent om Tranegårdskolen i Hellerup og prinsesse Josephine om sin efterskole.

Næste gang danskerne igen kan få et glimt af kongebørnene kunne være ved dronning Margrethes repremiere på balletforestillingen "Snedronningen" i Tivoli i december.

Og så er kronprins Christian nu en selvskreven deltager ved årets nytårstaffel den 1. januar, hvor han med stor sandsynlighed igen er med i 2026.

Mere om: