19. aug. 2025
Af Sofie Nymand

Er kongefamilien eller hoffet blevet afhørt i Marius-sagen? Nu svarer statsadvokaten

Prins Sverre Magnus, Marius Borg Høiby, prinsesse Ingrid Alexandra, kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon
Prins Sverre Magnus, Marius Borg Høiby, prinsesse Ingrid Alexandra, kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon
Foto: Martin Høien
Den norske kronprinsesses søn er tiltalt for 32 forhold. Nu svarer statsadvokaten på, hvorvidt der har været afhøringer af Marius Borg Høibys kongelige familie eller ansatte i hoffet.

Mandag kom det frem, at Marius Borg Høiby er tiltalt i en række alvorlige sager, herunder voldtægt og vold.

Det skete under et pressemøde, hvor statsadvokat Sturla Henriksbø fremlagde anklagepunkterne. Og nu svarer statsadvokaten på, hvorvidt afhøringer af kongefamilien eller ansatte i hoffet har indgået i efterforskningen.

Det skriver norsk SE og HØR.

Er der afhørt ansatte ved kongehuset eller på Skaugum (kronprinsparrets residens, red.)? Lyder spørgsmålet fra SE og HØR.

– Der er afhørt tidligere personale fra garden i forbindelse med én konkret hændelse, men ikke øvrige personer fra hoffet eller kongefamilien, udtaler Sturla Henriksbø.

28-årige Marius Borg Høiby er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit fra et tidligere forhold. Han er dermed bonussøn til landets kommende konge, kronprins Haakon.

I august sidste år blev han anholdt første gang. Det skete efter en hændelse i en lejlighed i Oslo-forstaden Frogner. Efterfølgende blev han sigtet for vold.

Siden er der kun kommet flere sager til. Og mandag blev han altså tiltalt for 32 forhold, herunder fire voldtægter, mishandling i nære relationer, trusler og overtrædelse af tilhold. Desuden har norsk politi gennemgået store mængder mediefiler, og ifølge statsadvokaten har de fundet billeder og videoer, der viser, at Marius Borg Høiby har filmet dele af de seksuelle overgreb og kvinders kønsorganer uden deres vidende eller samtykke.

Marius Borg Høiby nægter sig skyldig.

Fakta

Det er Marius Borg Høiby tiltalt for:

Marius Borg Høiby er tiltalt for i alt 32 forhold:

  • Fire voldtægter af fire forskellige kvinder – alle betegnes som ”sovevoldtægter”, hvor han har forgrebet sig på ofrene, mens de sov.
  • Mishandling i nære relationer mod en tidligere partner
  • Mod en anden tidligere partner er Høiby tiltalt for flere tilfælde af vold, ordensforstyrrelse, hærværk og overtrædelse af et polititilhold
  • Ulovligt at have filmet en række kvinder. Ifølge statsadvokaten skulle Marius Borg Høiby have filmet deres kønsorganer uden deres vidende eller samtykke
  • Dødstrusler
  • Chikane af politiet
  • Trafikforseelser

Den øvre strafferamme for tiltalepunkterne i anklageskriftet er fængsel i op til ti år.

 

Mere om: