
Louise Wolff får ny makker: Her er værterne til årets Hjertegalla

Indsamlingsshows har eksisteret i mange år, og snart er det igen tid til at samle ind til et godt formål.
Om få uger afholdes ”Hjertegalla” for 12. gang på TV 2, og denne gang skal seerne opleve et nyt værtspar.

I en pressemeddelelse oplyser TV 2, at det denne gang er Louise Wolff og Steen Langeberg, der styrer løjerne. Sidste år var hun vært sammen med Jacob Riising. Tidligere har blandt andre også Christian Degn, Michèle Bellaiche og Cecilie Frøkjær været værter på "Hjertegalla".
Louise Wolff har scoret tjansen for anden gang, mens Steen Langeberg debuterer.
- Min far blev ramt af en blodprop som 60-årig og fik en bypassoperation og efterfølgende indopereret en pacemaker. Det var dengang en alvorlig påmindelse om, at min far, som jeg så som verdens stærkeste mand, ikke var udødelig. Derfor ser jeg også meget frem til at kunne hjælpe med at indsamle til det gode formål. I showet har jeg fornøjelsen af at stå for årets quiz, og det at kunne kombinere et af mine yndlings-tv-formater, nemlig quizzen, med en støtte til hjertesagen kan jeg faktisk næsten ikke rigtig kalde for arbejde. Jeg ser frem til en både rørende, sjov og forhåbentlig indbringende aften i den gode sags tjeneste, udtaler Steen Langeberg, der ligesom sin medvært til daglig er vært på ”Go’ Morgen Danmark”.
I callcenteret vil en række kendte danskere sidde klar til at tage imod donationer. Blandt dem er Anders Grau, Rasmus Brohave, Andrew Moyo, Katrine Bille og Lasse Rimmer.
Showet kan ses på TV 2 Charlie og TV 2 Play lørdag den 13. september fra klokken 20.55.

