
Sofie Martinusen fra Landmand søger kærlighed: Derfor dater hun ikke selv

”Landmand søger kærlighed” er i fuld gang, og hver uge kan man se værten Sofie Martinusen komme med gode råd til landmændene, der leder efter en at dele livet med.
Hun ved præcis, hvordan det er at date flere ad gangen for rullende kamera, for sidste år medvirkede hun i ”Bachelorette”.

- Jeg kunne 100 procent bruge min erfaring. Jeg vidste, hvordan de havde det, og de følte sig meget tryg ved, at jeg oprigtigt forstod, hvordan de havde det. Det er svært at date flere på en gang og gøre det på kamera og vide, at Danmark skal se det. Jeg var til god hjælp, tror jeg, lyder det beskedent fra Sofie Martinusen.
Selv holder hun en pause fra det med at date.
- Nu skal jeg bare være mig, siger den 29-årige tv-vært, der ikke har planer om at skulle ud på datingmarkedet lige foreløbig, selv om der er masser af tilbud i indbakken.
I ”Bachelorette” fandt hun sammen med Daniel Lazrak Vadsholt, men parret gik fra hinanden tidligere på året, mens Sofie Martinusen samtidig var i gang med at hjælpe landmændene i programmet med at finde en kæreste.

