
Prinsesse i koma fik alvorlig blodinfektion: Nu kommer kongehus med opdatering

I midten af august kom det thailandske kongehus med en sjælden opdatering omkring prinsesse Bajrakitiyabha, der har ligget i koma i 2,5 år.
Prinsesse Bajrakitiyabha, der er kong Maha Vajiralongkorns ældste barn, havde pådraget sig en alvorlig blodinfektion, der krævede "intensiv pleje og administration af medicin".

Nu kommer det thailandske hof med endnu en opdatering.
Ifølge hoffet lyder lægernes melding, at den generelle infektion er forbedret, og at hendes blodtryk nu er så stabiliseret, at man er stoppet med at give hende blodtryksforøgende medicin.
Lægerne fortsætter med at administrere antibiotika og yder fortsat mekanisk støtte til hendes lunger og nyrer, lyder det.
Meddelelsen afsluttes med, at "skulle der være væsentlige ændringer i hendes generelle tilstand, vil der blive offentliggjort en yderligere meddelelse".
I december 2022 faldt den thailandske prinsesse Bajrakitiyabha om med hjerteproblemer og blev hastet på hospitalet, hvor hun siden har ligget i koma.
