
Det sidste farvel til Peter Lund Madsen: Trine Dyrholm spillede rørende rolle under begravelsen

Det kom som et kæmpe chok, da Peter Lund Madsens familie den 11. august oplyste, at den vellidte læge og psykiater pludseligt var gået bort.
Den 65-årige læge havde fået et ildebefindende under en cykeltur, og til trods for førstehjælp på stedet døde han ved ankomst til Rigshospitalet.

Familien bad om, at pressen ikke dækkede Peter Lund Madsens begravelse, og efterfølgende har hans familie selv afsløret en række detaljer om ceremonien på hans Facebook-profil.
Ceremonien fandt sted den 22. august i Jesuskirken i Valby, hvor præst Sørine Godtfredsen forestod begravelsen.
Familien fortæller, at der af salmer blev sunget "Se, nu stiger solen", "Hil dig frelser og forsoner" og "Dejlig er jorden".
Udover salmerne stod Trine Dyrholm og musikerne Gustaf Ljunggren og Emil de Waal også for et rørende, musikalsk indslag.
De fremførte nemlig "Stille I Verden", som er skrevet af Kim Larsen, Anders Lund Madsen og Peter Lund Madsen.
Familien kalder selv fremførelsen af sangen for "helt fantastisk".
Du kan høre Trine Dyrholm synge "Stille I Verden" på YouTube.
