
Godt nyt til Badehotellet-fans: Nyt show med Hr. Weyse

Savner du også ”Badehotellet”?
Så er der trøst at hente.
Jens Jacob Tychsen, der i alle 64 afsnit spillede den dameglade og humørsvingende kongelige skuespiller Hr. Weyse, står nemlig for et nyt musikalsk ”Badehotellet”-show i Glassalen i Tivoli.
Et show fyldt med de velkendte og elskede melodier fra tv-serien som ”Mig & Maggiduddi” (1923), ”I've got you under my skin” (1936) og ”Man binder os på mund og hånd” (1940).

Det bliver en fest
Publikum kommer til at genopleve noget af magien fra klaveret i dagligstuen på badehotellet, når manden bag Hr. Weyse inviterer på en humoristisk og musikalsk rejse tilbage til 20’erne, 30’erne og 40’erne, hvor seriens 10 sæsoner udspiller sig, skriver Tivoli i en pressemeddelelse.
– Publikum kan forvente en masse dejlig musik og en masse af de skønne sange fra serien. Musikken er fra den gang i 20’erne, 30’erne og 40’erne. Vi giver sangene nogle nye farver og pepper dem lidt op. Det er klassikere, det er evergreens, og det er swingmusik, som alle bliver glade i låget af. Det bliver en fest, og når forestillingen er slut, så danser de ud af Glassalen. Det er jeg overbevist om, siger Jens Jacob Tychsen og fortsætter:

Masser af kærlighed
– Publikum får også chancen for at mindes nogle af scenerne fra ”Badehotellet”, grine og måske fælde en lille tåre over noget, de husker fra historien. Foruden de velkendte melodier fra tv-serien, bliver showet spækket med sjove anekdoter, overraskende tryllerier og masser af kærlighed til ”Badehotellet”s mange trofaste fans og seere.

”Toner fra Badehotellet” får premiere i Glassalen fredag 24. april 2026, og kører til 2. maj.
Derefter skal showet på turné til blandt andet Aarhus, Svendborg Sønderborg.
