
Stine Bramsen var tæt på at miste sin søn i alvorlig ulykke: Nu sætter hun ord på traumet

Tilbage i 2018 oplevede sangeren Stine Bramsen et sandt mareridt, da hendes søn Alfred, der dengang var et år gammel, faldt ud ad et vindue på første sal.
Det skete på en festival lige før, at Stine Bramsen skulle på scenen.
I DR-programmet ”Fortidens hemmeligheder” sætter hun nu ord på de ar og det traume, som ulykken har plantet i hende.
– Han faldt ud ad et vindue. Det var meget voldsomt. Jeg var meget, meget bange for at miste alt og miste min familie, min stakkels dreng. Vi blev indlagt på intensiv, og ulykken blev ret livsændrende for mig. Det er helt klart et traume, der sidder i min krop, som stadig titter frem nogle gange, lyder det fra sangeren.
Hendes søn blev alvorlig kvæstet i ulykken, men heldigvis slap familien med skrækken.
Han kom sig oven på ulykken, og i dag har han heldigvis ingen mén.
Stine Bramsen fortæller i programmet, at ulykken altid vil sidde i hende, og den har gjort, at hun prioriterer sine børn mere end noget andet.
Du kan se afsnittet med Stine Bramsen i ”Fortidens hemmeligheder” på DR eller på DRTV.
