
Prins Laurent anerkender 25-årige Clement som sin søn: Får han royal titel nu?

Belgiske prins Laurent trak tirsdag overskrifter verden over, da han i en pressemeddelelse bekræftede et rygte, som længe har floreret.
61-årige prins Laurent erkendte ifølge Belga News Agency, at han er far til den 25-årige Clement Vandenkerckhove, hvis mor er sangeren og tv-personligheden Wendy Van Wanten.

Dermed er han far til fire, da han sammen med sin hustru prinsesse Claire har tre børn, 21-årige Louise, 19-årige Nicolas og 19-årige Aymeric.
Prins Laurent blev far til Clement, inden har giftede sig med sin Claire, og dermed adskiller hans situation sig fra sin fars.
I 2020 måtte kong Albert, der abdicerede i 2013, erkende, at han havde fået et barn uden for ægteskabet.
Efter mange års juridisk tovtrækkeri fik datteren en prinsessetitel og kunne kalde sig for prinsesse Delphine.
Bliver han prins?
Spørgsmålet er nu, om Clement Vandenkerckhove ligesom prinsesse Delphine kan gøre krav på en royal titel.
Ifølge HLN er det kun kong Philippe, der ved et kongeligt dekret kan tildele Clement en prinse-titel.
I et kongeligt dekret af 12. november 2015 blev det slået fast, at kongen ikke længere kan tildele fyrstelige titler til fødsler af familiemedlemmer uden for sin familie, men da Clement er født inden indførslen af det kongelige dekret, kan han ifølge det belgiske medie stadig have krav på en fyrstelig titel.
Det belgiske kongehus har i skrivende stund ikke kommenteret sagen.
