
Mødte hinanden under filmoptagelser: Sådan blev Mathilde Arcel og Ask Berntsen kærester

I sidste uge var der gallapremiere på ”Rejseholdet – Det første mord”, og blandt de mange kendte ansigter på den røde løber var naturligvis de medvirkende fra filmen.
Mathilde Arcel stillede op til billede sammen med kollegaen Ask Berntsen, for siden de optog filmen, er parret blevet kærester.
- Der var ikke noget hemmelighedskræmmeri. Vi nød hinandens selskab og blev gode venner og havde det vildt grineren, sagde hun om tiden på filmoptagelser med Ask.

Men da de kom hjem, ændrede deres relation sig. Han inviterede hende ud at drikke et glas vin, og siden stod det klart, at de var mere end venner. De har nu været kærester i et halvt år.
- Jeg tror, vi kan genkende meget i hinanden ved at være dedikerede om vores arbejde. Det har vi bondet meget over. Han er sød og smuk og dygtig og sjov, lød de søde ord fra Mathilde Arcel om kæresten.

Derfor har filmen også betydet noget helt særligt for parret.
- Den har betydet noget særligt på et arbejdsmæssigt plan. Det er den største rolle, jeg har spillet hidtil. Vi var lang tid af sted, og vi har arbejdet 24/7. Jeg har mødt nogle meget ligesindede mennesker i forhold til at være dedikerede, og jeg mødte også Ask. Så på den måde har filmen også betydet meget på et romantisk plan, sagde hun videre.
- Der sker meget, når man er på set, men det skete først rigtigt, da vi kom hjem. Vi lærte hinanden at kender der og blev venner, forklarede Ask Berntsen.
- Jeg synes, Mathilde er et af de smukkeste mennesker, jeg nogensinde har set. Hun er utroligt smuk og også hendes personlighed… Der er mange gode ting ved hende, lød det med et smil fra Ask Berntsen, 27, der i ”Rejseholdet – Det første mord” har sin første filmrolle.
Mathilde Arcel, 29, har tidligere medvirket i blandt andet ”Mørkeland”, ”Det andet offer” og ”Agent”.


