
Prins Harry må lide som os andre: Har mistet dette kongelige privilegie

Prins Harry er i disse dage i Storbritannien, hvor han har en lang række programpunkter på dagsordenen.
Flere gange er den 40-årige prins ifølge GB News dog blevet stærkt forsinket og er mødt op til 45 minutter for sent til en opgave.

Prinsens forsinkelser skyldes, at metroen i London for tiden er ramt af strejker, hvilket har sat ekstra pres på vejnettet i den engelske hovedstad.
Massive trafikpropper har altså gjort, at prinsen er blevet forsinket på sin vej fra A til B.
Prins Harry kom onsdag for sent til en Invictus-reception, som han skulle til efter privat at have drukket te med sin far, og han jokede ifølge GB News med, at alle allerede var blevet fulde, mens han var forsinket.
Tirsdag blev han 45 minutter forsinket på vej til Nottingham, fordi trafikken også drillede.
Hvis prins Harry stadig havde været en såkaldt arbejdende royal, ville han have haft adgang til de privilegier, der fulgte med officielle opgaver, herunder politieskorte med udrykning, som ville hjælpe ham gennem trafikken.
Disse privilegier er desværre ikke længere automatisk tilgængelige for prins Harry.
