
Özlem Cekic dybt berørt: Lillesøster ramt af hjerneblødning fem dage efter, hun havde født

Özlem Cekic og hendes familie har været igennem en ekstrem hård tid.
Den tidligere politiker var netop blevet moster til en lille pige, da tragedien indtræf.
- Der er sket noget, der har været rigtig trist, for min lillesøster blev ramt af en hjerneblødning fem dage efter, at hun havde født, fortalte Özlem Cekic, da BILLED-BLADET mødte hende til premieren på ”Written on skin” på Det Kongelige Teater, og fortsatte:
- Det har jeg brugt hele august på. Men heldigvis kom hun på Rigshospitalet, hvor verdens dygtigste ansatte har reddet hendes liv. Hun er til genoptræning nu, så det fejrede jeg i går.

49-årige Özlem Cekic satte flere ord på den voldsomme oplevelse, som har berørt hende dybt.
- Min søsters mand var der, da det skete. Det var meget traumatisk. Hun er simpelthen min øjesten, og jeg har aldrig oplevet noget så hårdt i mit liv. Jeg er bare så taknemmelig for at bo i et land som Danmark, lød det fra Özlem Cekic, som tilføjede:
- Jeg bliver 50 år til næste år, og efter det her tænker jeg virkelig på, hvad der er det vigtigste i livet, for det er så skrøbeligt. Der er så mange ting, man tager for givet.

