
Kurt Ravn havde sin store kærlighed ved sin side på stor aften: Rørende ord fra Annette

Det vrimlede med kendte danskere i Skuespilhuset søndag aften, hvor Lauritzen-prisen 2025 løb af stablen.
En af hovedpersonerne var ”Matador”-stjernen Kurt Ravn. Han blev nemlig hædret med den største af priserne, Lauritzen-prisen på 250.000 kr.
Den uddeles hvert år til en kvindelig og mandlig skuespiller, og 77-årige Kurt Ravn var rørt over, at netop han var blevet udvalgt i år.
- Det er en meget stor ære. Jeg er meget glad og beæret. Det er en kæmpestor pris inden for kulturlivet, sagde Kurt Ravn, da BILLED-BLADET mødte ham til showet, og tilføjede:
- Jeg blev allerede ringet op i maj, hvor jeg fik at vide, at de havde en rigtig god meddelelse til mig. Jeg skulle holde det hemmeligt i flere måneder, og det var ikke så nemt!

Han havde sin store kærlighed ved sin side på den store aften.
Det var hustruen Annette Ravn, som er skulptør, og som han har været sammen med i over 30 år.
Ægteparret stillede op til et billede på den røde løber.

Kurt Ravns elskede hustru var stolt over, at han skulle modtage Lauritzen-prisen.
- Jeg synes, at han fortjener det så meget. Han er et dejligt menneske, lød det med et smil fra Annette Ravn.

Det var Kurt Ravns tv-hustru, som overrakte ham prisen - nemlig Kirsten Olesen, som han spillede overfor i ”Matador” som Agnes og ”Røde”.

Priserne bliver uddelt af Lauritzen Fonden og er en anerkendelse af fremragende præstationer på teatret eller i film.
