
Kongehuset melder ud om ændringer i nytårskuren: Er Nikolai og Felix stadig inviteret?

Onsdag melder kongehuset ud om ændringer i nytårskurene.
Det gør de på deres hjemmeside, hvor de blandt andet afslører, at der ændres i gæstelisten. Heriblandt for rangklasserne – en gruppe, som kong Frederiks nevøer, grev Nikolai og grev Felix, teknisk set tilhører.
Hidtil har de tre øverste rangklasser været inviteret, når kongeparret i januar har afholdt nytårskur. Men nu vil kongehuset kun i begrænset omfang benytte rangforordningen, og det betyder, at kuren for det øverste rangklasser bortfalder og i stedet erstattes af ”Kur for det offentlige Danmark og udvalgte grupper med adels- og ærestitler mv.”.
Men hvad betyder det for grev Nikolai og grev Felix.
Grevebrødrene – ligesom deres søskende, grev Henrik og komtesse Athena – tilhører første rangklasse nr. 1, da de er tidligere kongelige. Øvrige grever tilhører tredje rangklasse.
I kongehusets komplette liste over inviterede i kuren for det offentlige Danmark og udvalgte grupper med adels- og ærestitler mv. kan man se, at grever står opført. Hvorvidt grev Nikolai og grev Felix indgår her, da de sådan set tilhører en anden rangklasse end de øvrige grever.

Men kongens nevøer er tilsyneladende helgarderet. Længere oppe på listen kan man nemlig se, at også Storkorsriddere får en invitation. Grev Felix og grev Nikolai modtog begge Storkorset af Dannebrogordenen på kong Frederiks fødselsdag i år.
Så grev Felix og grev Nikolai har mulighed for at deltage i kuren med deres onkel og tante, om end de ikke tidligere år har deltaget i nytårskuren. Der er nemlig ikke tradition for, at kongelige familiemedlemmer deltager, om end de har retten til det.
