
Rolf Sørensens hustru efter svær tid: Vi har haft lyst til at fortælle det

Rolf Sørensen havde hustruen Mette og bonusdatteren Ella ved sin side, da han lørdag dukkede op i Hammel.
Her skulle han være med til at hylde den professionelle cykelrytter Chris Anker Sørensen, som døde på tragisk vis i 2021, 37 år gammel.
Rolf Sørensen har været igennem en hård tid med flere udfordringer, der blandt andet har betydet, at han måtte melde afbud til Tour de France, hvor han skulle have kommenteret løbet for TV 2.
Da BILLED-BLADET mødte familien i Hammel, åbnede Rolf Sørensens hustru op omkring, hvordan de har det nu.
- Vi har det rigtig godt. Vi har haft lyst til også at ville fortælle det, men vi har det virkelig godt og har boet ude på landet med alpakaer og hest, hund og kat, sagde Mette med et smil til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Nu skal der bare lidt styr på økonomien, og så skal det nok komme til at gå godt.

Parret er gode til at kæmpe sig tilbage, når de bliver ramt af modstand i livet.
- Fuldstændig. Vi hjælper hinanden, og vores familie har det godt sammen, og det betyder rigtig meget, lød det fra Rolf Sørensens hustru.

Rolf Sørensen bekræftede i efteråret 2023, at han var blevet kæreste med Mette Lyck. I august 2024 giftede parret sig.
Rolf Sørensen har sønnerne Jonathan og Nicholas samt datteren Carla-Sofia fra sit ægteskab med Susanne Sørensen, som han blev skilt fra i 2021.
Chris Anker Sørensen døde den 18. september 2021, efter at han på tragisk vis blev ramt af en bil under en cykeltur i Belgien. Han blev kun 37 år gammel.
