
Lasse og Dorthe går skævt af hinanden i Gift ved første blik: Vigtig samtale bliver ikke vist

Hvedebrødsdagene er for alvor forbi for Lasse og Dorthe, der ellers har svævet på en lyserød sky, siden de sagde ja til hinanden i første afsnit af "Gift ved første blik".
Især Dorthe er bekymret over parrets forskelligheder, og i det seneste afsnit ser man hende være meget stille til både middagen og bålhyggen med Lasse og de andre par.
Da Dorthe og Lasse om morgenen spiser alene sammen, er der også stilhed, hvilket står i slående kontrast til tidligere på sæsonen, hvor parret har været gode til at snakke om tingene.
Som seer kan man derfor sidde med følelsen af, at det slet ikke kører på skinner for parret, men det viser sig, at en meget vigtig detalje ikke er med i programmet.


Lasse afslører nemlig til BILLED-BLADET, at parret på vej hjem fra get away'en har en rigtig fin snak, som ikke bliver optaget.
Noget, som Lasse er meget bevidst om at få gjort. Han har nemlig en historik i tidligere forhold med ikke at tage de svære samtaler.
- Jeg har erfaring med, at hvis jeg åbner munden om noget hårdt, så skubber jeg den anden væk, og så flygter de, siger han til BILLED-BLADET.
Om snakken i bilen kan genantænde den gnist, der har været så tydelig mellem parret, får vi svar på i de kommende uger.
"Gift ved første blik" sendes hver torsdag klokken 20.00 på DR1 eller allerede fra morgenstunden på DRTV.

