
Funklende detalje: Dronning Mary bar kærlighedsgave fra Frederik

Det var svært ikke at få øje på dronningens øreringe, da hun onsdag aften ankom til Forskningens Aften på Nationalmuseet i København. De nærmest funklede om kap.
De overdådige smykker har dronning Mary fået i gave af sin mand. Hver enkelte ørering består af fem store akvamariner, omkranset af glimtende diamanter. Og de lyseblå ædelsten havde dronningen denne aften matchet med en lang, faconsyet kjole i en mørkeblå nuance.

Frederik gav sin hustru øreringene for flere år tilbage som en del af et sæt, der også består af en akvamarin-ring og et halssmykke, et såkaldt ”dogcollar”, bestående af fem rækker perler og en stor akvamarin omkranset af safirer. Og siden har både det samlede sæt og de enkelte dele prydet Mary ved flere lejligheder.

Mary har båret smykkerne til store gallafester og til mindre arrangementer.
Mens hun i 2016 bar øreringene som ”prikken over i’et” under ”Kronprinsparrets Priser”, var øreringene forrige år en del af et større galla-sæt, da hun var i Stockholm med sin mand, dronning Margrethe og dronning Anne-Marie for at fejre svenske kong Carl Gustafs regeringsjubilæum.


Akvamarin-øreringene blev også båret til galla i 2009, hvor Mary matchede dem med det føromtalte ”dogcollar”. Det var i forbindelse med det græske præsidentpars statsbesøg, som blev markeret med et gallataffel på Fredensborg Slot. Også her bar hun sit bryllupsdiadem.
