
Linda P langer ud efter Tivolirevyen: Det svarer de

I august kunne Tivoli fortælle, at de havde valgt at stoppe samarbejdet med komikeren Linda P, der var blevet ansat som kreativ chef for Tivolirevyen.
Her lød begrundelsen, at Linda P og Tivoli stoppede samarbejdet, da de havde forskellige holdninger til, hvordan fremtiden skulle se ud.
Onsdag aften blev det nye hold til Tivolirevyen præsenteret, hvor det stod klart, at instruktøren Martin Miehe-Renard har overtaget Linda P’s plads.
I den forbindelse udtalte han sig til Se og Hør om det nye hold.
– Vi har ingen revy-divaer i denne forestilling. Der har været Lisbet Dahl, Linda P, og tidligere har der været Bodil Jørgensen. Dem, som man kalder revy-divaer - hvor man ved, hvad man får. Og det er også okay at vide, hvad man får nogle gange, men det er også rart nogle gange ikke at vide, hvad man får, sagde han og fortalte også, at han havde tilbudt en rolle til Linda P som skuespiller som hun havde afslået.
Indtil videre har Linda P forholdt sig tavs om sin bortgang fra revyen, men nu tager hun bladet for munden.
– Det er klart, at man fra Tivoli og instruktørens side rokker ved min troværdighed om, hvorfor jeg nok har gjort, som jeg har gjort, så er det tid til at få svesken på disken, lyder det fra Linda P i et opslag på sine sociale medier.
Hun fortæller videre, at hun ikke har trukket sig som følge af dårlige anmeldelser, men fordi der ifølge hende er tale om et brud på den aftale, som hun havde skrevet under på.
BILLED-BLADET har rakt ud til Tivoli, som giver en skriftlig kommentar på Linda P’s udtalelser.
– Vores kulturdirektør Frederik Wiedemann har tidligere sagt, hvad vi kan og ønsker at sige i denne sag. Vi har takket Linda P og det øvrige hold for indsatsen i sommer. Vi har et hold og instruktør klar til 2026, som vi glæder os til. Hvad den nye instruktør har fået sagt, og hvordan det er blevet udlagt, har vi ikke bemærkninger til, sådan lyder svaret fra Tivolis pressechef, Torben Plank.
